Udtalelse

Udtalelse

"Jeg er alt,
men jeg er ingenting
uden dig ..."

Citat: Per Eli

Læs kunsthistoriker Ursula Klindt udtalelse om Per Elis arbejder nedenfor.

Multikunstens metamorfose

Per Elis ideal om maleriet er, at man skal kunne opdage noget nyt i det hver dag – og foranderlighed i det ellers fastfrosne medie, som maleriet er, er netop hvad vi finder i hans egen værker: Mindelser om dyre- og menneskefigurer deles om konturerne, flyder sammen og forvandles for øjnene af os til noget nyt; Per Elis værker er metamorfoser. Kunstværket er foranderligt og uendeligt.

Per Eli arbejder primært abstrakt i CoBrA-stilen og -ånden, med elementer af figuration, og hans værker vækker klare mindelser om Asger Jorn. De har samme kraft til at dominere en væg – men de er helt deres egne. Fantastiske og foruroligende farve- og følelseseksplosioner springer ud imod beskueren og kræver éns opmærksomhed. 

Eksplosionen er det visuelle vidnesbyrd om de følelser og den skabertrang, kunstneren har inden i sig, men i en periode lagde låg på. Han var nemlig ikke klar til at udstille sin sjæl. Hele livet har han malet, men først for et par årtier siden lod han for alvor alle motiverne slippe ud på lærredet. En ukontrolleret masse af fabeldyr og dyriskhed blev vækket til live og et utal af øjne stirrer imod os fra billederne. I værkerne mærkes en dynamisk bevægelse bevirket af dristige diagonaler, kontrastfyldte og aggressive farvesammenstød og ditto følesessammenstød – som når man øjner det melankolske overfor det vrede ansigt.

Den verden, Per Eli præsenterer os for, består af én samlet massekrop, hvori individet smelter sammen til en del af hybriden, man omslutter og omfavnes af verden og hinanden. Den enes ulykkeståre er den andens griske tand, den enes øje er den andens brystvorte. Malerierne indeholder en formel tvetydighed, som forårsager, at hvad der på ét tidspunkt synes et være en profilkontur, i det næste er en frontal. Det giver dynamikken en overordnet balance, harmoni i disharmonien, at de mange væsener også udgør en helhed. De er en del af den levende organisme, som former sig af, hvad der synes at være en egen indre urkraft. Per Eli arbejder grundlæggende med sine mest basale og intuitive emotioner, men også alt det, han ikke selv er, men gerne vil i kontakt med. Således kommer hans henholdsvis maskuline og feminine side til syne i de enten skarpe konturer eller lette linjer, der giver værkerne deres eget særpræg; de er alle karakteristiske men med en enorm variation værk til værk.

”Jeg er alt, men jeg er ingenting uden dig.” Sådan lyder et af Per Elis mantraer, og det udtrykker, den store vægt han lægger på samtalen: Samtalen mellem sig selv og sit værk under tilblivelsesprocessen, hvor motivet giver sig til kende overfor ham; samtalen mellem værk og beskuer; og den samtale, værket potentielt åbner beskuere imellem. Nok kan et billede effektivt projicere en følelse over på beskueren, men beskuerens sindstilstand kan omvendt projicere sig over i maleriet, og således give det en ny emotionel kulør hver dag. Nok kan kunstneren have en idé om sit motiv, før han fører penslen til lærredet, men værket vil nogle gange en anden vej end han. For Per Eli er det vigtigt, at ånden er med i selve maleprocessen. Det må ikke blive fortænkt eller for meget et håndværk. Skabelsen sker i malerprocessen, med følelserne – ikke i hovedet. Det handler for ham om at give slip, turde ikke at låse sig fast på en komposition, men at gå i den retning, den inspirerer til. For i glæden og spontaniteten ligger fornyelsen. Dertil kommer, at Per Eli er ramt af horror vacui, angst for det tomme. Et lærred kan ikke få lov til at stå tomt i for lang tid i hans nærhed. Dette er en medvirkende faktor til hans store produktivitet.

Historien om Per Eli stopper imidlertid ikke med maleriet: Musiker, digter og skulptør er nogle af de andre titler, han også kan kalde sig. Men det hele flyder sammen i slet og ret Multikunstner, da hvert medie forsætter samme ærinde. Per Eli ynder da også at lade sine forskellige værker sammenstille, inspirere hinanden og udspringe af hinanden, hvilket bl.a. illustreres i forskellige bogudgivelser, hvori digt stilles overfor maleri, eller bronzeskulptur stilles overfor en figur fra et maleri, som skulpturen er formet med udgangspunkt i. Det er altså ikke blot indenfor maleriet, at en figur forvandles – nogle gange finder den en trang til at komme til live udenfor maleriet i et andet medie. På samme måde er der en art musikalitet over maleriernes strøg, som undviger det statiske. Derfor passer abstraktion kunstnerens temperament og musikalitet så godt.

Ursula Klindt, Kunsthistoriker.

Scroll to Top